Var det virkelig DEN sommer ? Eller … kommer hun snigende ind ad bagvejen med et *WHOOMP* !!! 30 grader ! Skyfrit ! Vindstille  ! … for en Indian Summer re-call, ekstranummeret der eksalteret over uventede badedage og tropenætter får os til at glemme at første set satte forventningsniveauet, men andet set skuffede fælt ?

Man har jo lov at håbe.

Og det gør jeg hvert år - hvor en måneds, efter hjemlige breddegraders standarder, hedebølge ikke har fået mig til at sukke efter blide dagsregnvejrskyer og stiv kuling fra nordvest.

De år hvor sommeren mest af alt har været det meterologiske svar på en kvinde der står i en skobutik med 72 af sæssonnens “must-haves”, og et dankort der langtfra er jomfrueligt.

Ubeslutsom, ifald analogien ikke var skarpt nok skåret ud.

Og apropos skarpe udskæringer - hvor er min ubændige trang efter sprøde salater ovenpå alt for kampgrillet, men dog på ingen måde andet end en fan-fucking-tastic tactil eksplosion af varmt, let blødende og på overfladen sprød stegeskorpe ornamenteret stykke kotelet af lam  … rosmarin .. mmm - hvidløg ?

Hvor er de lange varme fløjsbløde augustnætter - som den tidligste sommer så lovende lagde i udsigt ?

Hvorfor er det allerede koldt i min liggestol - jeg kiggede jo bare væk i to minutter for at besvare en enkelt email ?

Åh suk.

Men jeg tror stadig på hende. Indian Summer.

Hvis jeg bliver ved med at vente længe nok, skal sommeren nok komme igen jo - omend ikke andet så i form af Maj.

Med alle sine hysterisk blomstrende træer, buske og pollen og nattergale og urimeligt ranke tulipaner.

Indtil da - tager jeg en ekstra trøje på, og til tonerne af græshoppernes  filen løs på deres enstrengede bagben derude i skumringen kan jeg jo synge en lille sang fra de varme lande …

… hedder prokrastination, eller på jævnt dansk: OVERPRINGSHANDLINGER. Hvordan hænger dét nu sammen ?

Kender du det, at du er liiiiige ved at være færdig med et projekt - men hov, så skulle man da lige checke emailen skulle man, og hov, der lå lige en “friend-request” fra en tidligere kollega / skolekammerat /whatever - og hov, så skulle man da liiiige se hvad vedkommende havde af spændende ting på sin profil.

Og hov -så var der liiiige noget man kunne klikke på, og hov - så gik aftenen med det ?

Eller kender du det - man sidder der bag skærmen, med et tomt dokument i det åbne vindue, og du VED jo godt skidtet ikke skriver sig selv - men hov; vinduet ud mod gaden trænger da til at blive pudset, gør det.

Og inden du sér dig om, har du også vasket gulvet, vinduerne skinner som var det en lyst og sørme om ikke også glassene med mango-chutney og syltede agurker har fået små fine labels på, som du har lavet på computeren med en fiks “håndskrevet” typefont - du godtnok brugte en halv time på at finde og installere, men alligevel …

Nu er der pludselig kun tre timer til deadline, og så er der ingen vej udenom - du pisker derudaf i et hæsblæsende tempo - kaffekanden tømmes en sidste gang , og - YES - du nåede det.

Og du siger til dig selv: “Ja ok - det blev fint nok, MEN jeg ved jo, at jeg kunne have gjort det bedre, hvis bare …”

Ja. Hvis bare HVAD.

Du var startet noget før ?

Hm. Sikkert.

Så havde du tilgengæld siddet og nusset og pudset med skidtet indtil to minutter før deadline alligevel - alt imens du spekulerede som en gal på, hvordan det kunne gøres bedre. Om det ene afsnit ikke skulle stå før det andet, og om layoutet nu også var “godt nok”.

Den slags er man lykkeligt fri for, når man udsætter sig selv for udsættelse .

Når man sætter vigtige opgaver på kamikaze-autopilot, hvor udfordringen umuligt kommer til at bestå i hvor GODT man kan løse en opgave, men derimod OM man kan NÅ at løse den.

Hvormange gange har du sagt:

“Jeg arbejder bedst under pres” ?

Personligt har jeg ikke tal på det

Men jeg ved, at det er en lodret løgn …

… kommer sol, og med sol kommer - måske - klarsyn.
Her er i alle fald tre billeder fra fotodagbogen, taget en morgen i maj hvor fuglene mindede mig om hvor skønt det er at se frem til at have udført størsteparten af dagens opgaver allerede inden 09:00.

Jeg er en natteravn, er jeg - men er begyndt at overveje, om “skabs-morgenugle” alligevel ikke er mere korrekt …

Nåja - og klikker du på billederne, lander du i “elements of spring” - et fotoalbum som hyldest til foråret

(Og ja, de kan downloades - højreklik + vis billede )

Har du sagt …

” I MORGEN vil jeg ” ?

Inspireret af dette indlæg, fik jeg lyst til at komme med et opråb til alle yngre mænd, der i disse dage har invitationer til konfirmanderinger, børnedyppelser, ægteskabsfejringer og andre former for klantræf.

Måske det kan skåne bare en enkelt for pinagtigt kedsommelige smalltalk-udvekslinger over oksestegen “stegt som vildt”.

Første faux pas, og den er slem:

• “Hvor gammel er du ?”

Hvorfor det skulle være relevant har jeg aldrig forstået, men ifald du synes at denne opysning KAN du bare ikke leve foruden, er der altså andre måder at finde ud af det på.

Hvis det nu er en konfirmation du er til, kan du jo spørge til om din borddame er konfirmeret. Så kan du spørge lidt til hvordan hun blev fejret, hvis ikke hun selv fortæller det. Derefter spørge hvad slags musik hun så ønskede sig i gaver og/eller hvad hun lyttede til “dengang”.

Pointen er selvfølgelig, at det er unødvendigt at stille de der “hva-laver-du-hvor-bor-du- hvor-kommer-du-fra” spørgsmål, når nu disse oplysninger som oftest fremgår naturligt af samtalen. Når altså man lytter …

Det er iøvrigt også uhøfligt som bare fanden, at udspørge fremmede som om man var ved at lave en demografisk analyse.

• “Har du ikke en mand med ?”

Det kan du da forhelvede SE at hun ikke har, hvis ikke hun har det - så hvad skal du spørge om dét for ?

Spørgsmålet lyder som en implicit antagelse om, at har man ikke det, så må der være noget galt. Opfølges spørgsmålet af “nåmen hvor gammel er du så”  kan du lige så godt trække bukserne ned og moone hende.

Det er nogenlunde ligeså taktfuldt.

Varianter er “hvad så er du single”, “er du her alene” og “nåmen har du så en kæreste”.

Hør her hattemand !  Du står ikke på Crazy Daisy i Herning, og klokken er ikke nulfire femogfyrre.

Selv hvis du gjorde,  ville det være en elendig måde at starte en samtale på, men det er en helt anden og meget længere historie.

• “Hvorfor drikker du ikke ?”

Variationer over denne er “hvaså er du i bil eller hva ?”, “er du gravid ?” eller den helt gale: ham der blot fylder dit glas med ordene “DU ska da ha noget mere at drikke !”

Står der flasker på bordene, er det selvsagt god tone at sørge for borddamens glas er fyldt.

Men lad dog for himlens skyld være med at kommentere på det !

Enig /uenig ?

Tilføjelser ?

Smid en kommentar

“Der er dog én vigtig forskel på en ven og en coach: Hos coachen behøver du ikke investere noget den anden vej. Her handler det om dig og kun dig.”

Stod der i en artikel i Urban den 27. august 2007, jeg fandt ved oprydning af mine bogmærker.

Artiklen refererede til nogle trendforskere, der mente at “coaching-bølgen” havde toppet, og det “individ-orienterede fokus” var på retur.

Ja gid det var så vel, kunne man fristes til at sige - men jeg tror nu ikke vi skal regne med, at det “individ-orientede fokus” bliver “sooo-last season” sådan lige mette vuns.

Det er heller ikke dét jeg vil kigge nærmere på her - derimod vil jeg kommentere sætningen “Hos coachen behøver du ikke investere noget den anden vej“. Det vil jeg tillade mig at kalde en fejlslutning af de større.

For det første investerer du både tid og penge. Den bisætning synes jeg mangler.

For det andet forpligter du dig overfor denne neutrale modpart til at gennemføre de ting du sætter dig for.

Og netop fordi du investerer både tid og penge i projektet, er du mere motiveret til rent faktisk at sætte handling bag hensigten om løsning af et problem, ændring af en vane, udvikling af et område eller hvad indgangsvinklen nu måtte være.

Jeg mener langt henad vejen at “den personlige coach” har erstattet “den personlige terapeut”.

For det første fordi det er langt mere “acceptabelt” at sige man har fået sig en Lifecoach, end at sige man går til psykolog/psykiater/psykoterapeut/etc.

For det andet fordi en Lifecoach som oftest vil have et langt større fokus på NUTID & FREMTID og mindre på FORTID.

Derudover er de fleste Lifecoaches ikke interesserede i at have de samme klienter gående flere gange ugentligt i årevis.

Så ville man jo have gjort sit arbejde dårligt.

Pointen med (god) coaching er derimod, at give klienten de metoder han/hun skal bruge for at komme videre nu og her - og så iøvrigt kunne være “sin egen coach” efterfølgende.

Selvfølgelig en lige vel grov generalisering, fordi der findes bestemt dygtige og kompetence psykologer såvel som bulrende inkompetence Lifecoaches. (Og heldigvis vinder både kognitiv terapi og postiv psykologi frem i disse år).

Og ja, det kan er da problematisk, at “Lifecoach” ikke er en beskyttet titel.

Det er “konsulent” eller “psykoterapeut” nu heller ikke.

Mon jeg ville kunne finde en tilsvarende artikel fra midt-halvfemserne, hvor der istedet for “coach” stod “psykoterapeut” ?

Det er ikke helt det samme, men alligevel …

“efterhånden er coaching blevet allemandseje, og idag kan man få coaching til næsten alt; stress, sundhed, spriritualitet og parforhold er eksempler.

Alene det, at der er gået inflation i ordet, får nogle trendsættere til at løbe skrigende bort, vurderer Kirsten Poulsen fra firmaet Firstmove.

»Vi står nu over for fælleskskabets og sammenholdets tidsalder. Folk har fundet ud af, at de kun er noget gennem nogle andre. Og i den optik spår jeg ikke de personlige coaches den store fremtid,« siger hun.

Kirsten Poulsen oversér blot det faktum, at et stadigt stigende antal specielt yngre mennesker har forbandet svært ved at omgås andre, skabe netværk og i det hele taget “være noget for andre”.

Taler de med venner og familie om dette ?

Nej, for hvis de gjorde, havde de ikke noget problem med at være sociale, og skabe netværk.

HAR du venner, ved du sikkert også hvordan du FÅR venner - men har du ikke … ja …

Og nej, jeg mener ikke 236 Fjæsbogsvenner …

For at være noget for andre, må man først og fremmest være noget for sig SELV. Og her mener jeg konceptet Lifecoaching har sin sande berettigelse - fordi der er immervæk forskel på en fokuseret udviklingssamtale med en neutral sparringspartner og så den gensidigt bekræftende snik-snak man kan have med vennerne over kaffebordet.

Eller over msn.

At man kan få “coaching til spiritualitet” er der ikke noget nyt i.

Før foregik det blot hos en præst, en klog kone eller en yogainstruktør.

Det virker på mig som om journalisten i artiklen har glemt kritikken af sin egen vinkel.

Måske var der bare ikke plads.

Lifecoaching handler jo netop IKKE om “bare at snakke med en slags neutral ven”. Hvis det var tilfældet kunne man jo ligeså godt lægge sine penge på et brunt værtshus ud på de små timer, og få sin lyst til “neutralt venskab” styret her.

Den gode coach er heller ikke en person der har alle de rigtige svar.

Derimod handler coaching om at kunne stille de rigtige spørgsmål.

De spørgsmål som venner, perifære bekendte og familiemedlemmer IKKE stiller - enten fordi de er ligeglade, er bange for at træde dig over tæerne eller ganske simplet har deres egen “dagsorden” med samtalen.

Og hvis de udfordringer du står midt i, på den ene eller anden måde har netop med venner /familie at gøre - hvem kan så hjælpe ? Alle der nogensinde har prøvet at diskutere hvordan forholdet til en forælder/ven/kæreste/chef/kollega kunne blive bedre - med forælderen/vennen/kæresten/chefen/kollegaen, ved præcis hvad jeg mener …

Det bliver hurtigt til et decideret skænderi, så hvad er der galt i at betale sig til at øve nogle metoder til at løse den slags konflikter - INDEN man kaster sig ud i at prøve at gøre det ?

Hvad er der galt i FØRST at få afklaret, på neutral grund, hvad det egentlige problem er - dernæst løse det ?

Måske finder man ud af, at der slet ikke er noget problem, men at det derimod handler om SELV at være mere rummelig. Eller sætte de rigtige grænser - eller …

Jeg har selv modtaget læssevis af velmente “gode råd” fra venner gennem tiden - men de var netop “gode råd fra venner” og som sådan farvede af den pågældende ven/indes EGNE holdninger til emnet.

Det er fint nok.

Men givet at vi ofte omgiver os med de mennesker der holdnings- og erfaringsmæssigt ligner os selv mest muligt, bliver du jo ofte kun BEKRÆFTET i dét du allerede ved. Eller tror du ved …

Det er jo heller ikke “ENTEN lifecoaching ELLER venner”.

Som jeg synes artiklen lægger op til …

Hvad mener du ?

Smid en kommentar !

Uden din fortid ?

Og så havde man lige sat sig tilrette med en alt-godt-fra-frugtfadet-småthie og et blad. I solen.

Ligesom som så mange andre fine dage i maj, hvor det egentlig blæser lige vel rigeligt til uden ærmer, men på en sydvendt altan kan man.

.. Se en nydelig halo omkring solen

En hel serie med fænomenet blev det til - tror jeg vælger et par af de bedste til nyt  “forårsgalleri” på fotohjemmesiden, den skal alligevel opdateres med en ny koncertphoto-side, en pænere forside, en dansk version og … -

Det lyder som et godt søndags-projekt …

Læse andres tanker  …

Ville du gøre det ?

Det er jo kun sjældent fordi vi lige står og MANGLER den der skønne bluse, der måske godtnok var lige vel dyr, men den sad jo bare HELT perfekt og ….

Ville det ikke være fuldstændigt fantastisk, at kunne brænde 2 kilo af på et par lækre støvler, og rent faktisk ikke have den mindste dårlige samvittighed over det - fordi der stod præcis 2000 kr på en konto der hed “nye støvler” -?

Eller er den dårlige samvittighed rent faktisk en del af nydelsen ved impulskøb ?

Impulskøb handler meget ofte om, at vi ønsker at give fanden i “regler” og “fornuft” til fordel for at tilfredstille et her&nu behov.

Nogle psykologer mener, at vores tilbøjelighed til impulskøb og/eller hamstring (altså at købe STORT ind, når vi ser noget på tilbud, eller bare noget vi virkelig er vilde med) - skyldes at vore krybdyrhjerner er programmerede til at forstå verden som resourceknap.

Så selvom vores rationelle sans fortæller os, at de der chips-poser nok også er på tilbud næste uge, og at der desuden ikke er sparet noget videre ved at købe 5 istedet for 1 - så siger vores krybdyr-hjerne noget andet.

Måske. Men er det nu alligevel ikke lidt at undervurdere vores veludviklede evne til abstrakt tænkning ?

Jeg mener - er der nogen der i TVIVL om, at vi lever i et overflods-samfund, hvor de fleste ting man skal bruge findes i tusindvis af forskellige varianter - hele tiden ?

Eller er det i virkeligheden det der er balladen - vi bliver bombarderet med så mange valgmuligheder, at vi hellere vælger for meget til, end at risikere at vælge noget fra, vi senere fortryder vi ikke havde valgt ?